skip to Main Content
+45 6252 1132 risebryggeri@risebryggeri.dk

ØLSORTIMENT

ET NATURLIGT VALG

Rise Bryggeri sætter en ære i at brygge øl der er så godt, at det bliver et naturligt valg for dig. Øl fra Rise Bryggeri udmærker sig først og fremmest ved at være brygget på rene råvarer. Det vil sige, at når du oplever noter af f.eks. lakrids, krydderier eller citrus, er det bare godt bryghåndværk og ren smag.

GROLLEN OG LØVEN

Ved Rise bryggeris genopståen opstod logoet med den lille gråspurv stående foran løven. Figurerne er hentet fra et kalkstensrelief fra Rise kirke. Gråspurven, der kaldes for grolle på Ærø, er en slags nationalfugl, noget ærøboerne ynder at kalde sig. Og som ekstra krølle på halen var Grolle også navnet på opfinderen af den første pilsnerøl i verdnen

 ÆRØ SERIEN

Ærø-serien er den vi startede vi med, og den elsker de fleste os for. Ærø-serien omfatter: Grolle-pilsneren, Gylden Pale Ale, India Pale Ale, Valnød Hertug Hans no.5, Dark Ale, Stout, Tangøl, Påske Ale og Strong Rudolph Jule Ale.

ÆRØ ØKOLOGISK

Vores Ærø økologiske linje er ikke så omfattende som Ærø-serien. Men de økologiske øltyper der er, bør du absolut prøve. Tag eventuelt en blindsmagning, hvor du og dine venner sammenligner de økologiske og ikke-økologiske øl. Kan I smage forskel? Vores Ærø økologiske serie omfatter Gylden, India Pale Ale, Valnød, Dark Ale, Stout, Påske Ale og Jule Ale.

ÆRØ IPA

Ærø India Pale Ale er en utrolig velafbalanceret øl. Den er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, hvedemalt, sukker, gær og krydret med Cascade humle. Vores brygmester har komponeret ingredienserne, så du får en kraftig, aromatisk, ekstra humlet og smukt gylden ale, som er bitter uden at snerpe på bagtungen. IPA’en er en klassisk sejlerøl – brygget første gang i kolonitidens England. Den ekstra humle gjorde det muligt for øllet at holde sig under hele den lange sejlads til Indien. Rygterne vil vide, at englænderne blev så glade for IPA’en, at den nu er en af de mest populære øl i England.
Vores IPA gør sig rigtig godt som tørstslukkende øl i varmen, eller efter et veludført stykke arbejde. Men du kan også trygt hælde den i gryden, når du skal dampe muslinger. I det hele taget fungerer Ærø IPA fortrinligt til fisk og skaldyr; både i tilberedning og til den gode mad

.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 5,5 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 226 kj/54Kcal

ÆRØ ØKOLOGISK IPA

Ærø økologiske India Pale Ale er en forfriskende og nuanceret smagsoplevelse. Den er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, gær, sukker samt humle (tradition og cascade). Med den økologiske India Pale Ale får du en aromatisk og humlet ale med en fint afstemt eftersmag. Vores Ærø økologiske IPA en rigtig læskeøl; god til sommerhygge, havearbejde – eller som velkomstdrink til salte snacks. Her kan du også trygt bruge en god sjat i madlavningen; når du ovnbraiserer, damper eller pocherer. Bedst til det lyse kød og fisken.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 5,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 210 kj/50 kcal

ÆRØ HERTUG HANS NO5

Ærø Hertug Hans no. 5 er utrolig populær. Den er brygget på vand, pilsner bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, gær, sukker og krydret med aromahumlen Goldings. Der er tilsat valnødaroma efter gæring. Denne gode bock er lavtskummende og maltet med en god humlebitterhed, der komplementeres af den sødlige valnøddesmag. De giver en meget fin og afrundet øl, som appellerer til både seriøse ølkendere og lægfolk. Vi har Denne valnøddeøl er god til mange formål; mange holder af den til det hele. Ikke mindst til frokostbordet og den gode snaps. Vi anbefaler den mest som velkomstdrink, eller som en øl man nyder til lejligheder, der ikke indeholder tung mad. Den fine, runde valnøddesmag siges at kunne nydes til en god, mørk chokolade – og det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Aroma Is på Ærø har rørt en utrolig populær øl-is med vores valnød øl.

.

Type: “Bock øl”
Alkoholstyrke: 7 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 248 kj/59 Kcal

ÆRØ ØKOLOGISK VALNØD

Ærø økologisk Valnød har en dejlig aromatisk duft af valnød og en afbalanceret eftersmag af samme skuffe. Den er brygget på vand, pilsner bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, sukker, gær, humle (smaragd) og naturlig valnødaroma.

Vi har skabt en harmonisk, rødbrun og stærkt undergæret “Bock”øl, der afgiver en delikat sødme og rundhed. Derfor er denne øl manges favoritøl. Brygget egner sig lige godt til ostebordet som til velkomstdrink og for mange står den gode, næsten cremede valnøddesmag sig særlig godt på egen hånd. Den er derfor også fin at stikke i kurven i stedet for en flaske vin, hvis man skal nyde sommeraftenens glæder med nogen, man holder vældig meget af.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 6,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 243 kj/58 kcal

ÆRØ DARK ALE

Ærø Dark Ale er elsket af mange. Dels på grund af dens smukke glød, når den kommer i glasset og dels fordi vi her har en særdeles velbrygget øl, med spændende og afbalancerede smagsnuancer af bl.a. lakrids og frugt. Her er tale om fænomenalt brygmesterarbejde – ikke tilsat smag. Den er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmal, gær, sukker og krydret med First Gold og Cascade humle. Man kommer ikke udenom en Ærø Dark Ale, hvis man vil prøve en øl med naturlig og nuanceret smagsfylde. Ærø Dark Ale må helst ikke være alt for kold. Vi anbefaler en serverings temperatur på ca. 12 grader celcius. Vi bebrejder dig ikke, hvis du serverer Ærø Dark Ale til en god middag – men det er en karakterfuld øl, der holder af at stå i fokus. Derfor kan den bedst sammen med retter, der ikke er for krydrede, som for eksempel stegt flæsk med persillesauce, skipperlabskovs eller en god frikassé.

Type: Mørk ale
Alkoholstyrke: 6 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 226 kj/54 kcal

ÆRØ ØKOLOGISK DARK ALE

Ærø økologiske Dark Ale er en fryd for øjet og ganen. Den dybe mahognirøde farve er fremkommet på basis af den gode sammensætning af malte. Den er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmalt, gær, sukker og krydret med tradition og smaragd humle. Smagen er meget fyldig og kompleks: Først maltagtig med et anstrøg af lakrids, efterfulgt af en aromatisk frugtagtig, bitter eftersmag.
Ærø Økologisk Dark Ale skal nydes kælderkold og gerne som solnedgangsdrink, så du kan opleve farvespillet i øllet, når du holder glasset op mod lyset. Hvis du er bidt af en gal hjemmebager, kan vi stærkt anbefale at du tilsætter et solidt skvæt Ærø økologisk Dark Ale i din brøddej. Det giver en dyb, maltet saftighed, som er ganske unik.

Type: Mørk ale
Alkoholstyrke: 5,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 207 kj/49 kcal

ÆRØ STRONG RUDOLF

Ærø Jule Ale ”Strong Rudolph” er en klassiker blandt juleøl. Trods sin relativt høje alkoholstyrke er smagen fri for den sprittethed, der ellers ofte rammer de alkoholpotente juleøl. Den er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, hvedemalt, ristet bygmalt, karamel bygmalt, gær, sukker og krydret med E.K golding Humle og Engelsk First Gold humle der er tilsat under urtkogningen i to tempi. Denne kombination munder ud i en Jule Ale med masser af karakter, højtidsstemning og smagsfylde – helt uden kunstig julesmag. ”Strong Rudolph” er smuk og mørkerød i glasset, og skaber stemning og juleglæde til snart sagt enhver lejlighed i højtiden. Snyd ikke dig selv og dine favoritmennesker for en smagsoplevelse, der giver røde kinder, julelyse sind og brede smil

.

Type: Mørk ale
Alkoholstyrke: 7 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 262 kj/63 kcal

ÆRØ ØKOLOGISK JULE ALE

Ærø økologiske Jule Ale er en dejlig smagfuld juleale hvor fornemmelsen af julekrydderi alene kommer fra sammensætningen af malt og humle.
Den er brygget på vand, pale Ale bygmalt, hvedemalt, ristet bygmalt, karamel bygmalt, gær og sukker og krydret med Tradition og Smaragd humle.
Hvis du holder øllet op mod lyset vil du se, at farven er dyb mørkerød. Vores brygmester har komponeret en stærk men ikke bitter ale, uden tilsætning af de sædvanlige jule- og gløggkrydderier, som ellers ses i juleøl. Det giver en juleøl, der er ren i smagen, og som pirrer og tilfredsstiller smagsløgene uden at bedøve dem.
Selvfølgelig skal denne prisvindende økologiske Jule Ale på julefrokostbordet, hvor den – takket være sin rene smag – spiller smukt sammen med hele madskalaen; fra sild og stegt fisk til de fyldige kødretter af koldt og lunt tilsnit. Ligesom vores Påske Ale kan du i princippet nyde Jule Alen hele året som allround øl til god mad.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 6,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 237 kj/57 kcal

ÆRØ GYLDEN

Gylden Pale Ale opstod engang, da tørring af malt ved hjælp af koks gjorde processen nemmere at styre. Man kunne da lave en lysere og mildere øl, der var anvendelig til alle typer mad. Den er brygget på vand, pale ale bygmalt, hvedemalt, gær og humle. Den eneste forskel der er på Ærø Gylden og Ærø IPA er tilsætningen af Cascade humlen i IPA en. Gylden Pale Ale er en let men smagfuld ale på kun 4,2%. Den egner sig fantastisk til en sommerfrokost i haven, eller som tørstslukker på varme dage. Den fine smag og relativt lave alkoholprocent gør, at de fleste frokostretter kan hamle op med denne øl. Det er ikke alkoholprocenten i denne øl du skal bruge, hvis du ønsker en undskyldning til at snuppe en eftermiddagslur oven på frokosten.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 4,2 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 150 kj/36 kcal

ÆRØ ØKOLOGISK GYLDEN

Ærø Økologisk Gylden er en dejlig let og simpel forårs og sommerøl.
Den er brygget på vand, pale ale bygmalt, en anelse karamel bygmalt, hvedemalt og gær – krydret med Smaragd humle.

 

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 3,9 % vol
Salgsemballage: 50 cl

ÆRØ STOUT KONG ARTHUR

Ærø Stout – også kaldet husets kolde kaffe. Ærø Stout er brygget på vand, Pale Ale bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, gær og sukker. De anvendte humlesorter er engelsk first gold og goldings.
Kong Arthur blev oprindelig komponeret i anledning af Søby Værfts 75 års jubilæum i 2006. Arthur Jørgensen grundlagde værftet, der i dag er Ærøs største arbejdsplads
Ærø Stout er et lille kunstværk, og bør nydes med stor eftertænksomhed. Vi anbefaler at sippe af den mens du kokkererer eller læser en dælens god bog med en god Ærø Cigar. Smagsoplevelsen er fyldt med ristet malt og spændende undertoner af kaffe og lakrids. Humlearomaen er kun lige anelig – en rigtig “dry-stout

.

Type: Mørk ale
Alkoholstyrke: 6,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 222 kj/53 kcal

ÆRØ ØKOLOGISK STOUT

Ærø Økologisk Stout er en dejlig mild Stout – nærmere betegnet – en begynder Stout.
Den er brygget på vand, pale ale bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, sukker og gær – krydret med Smaragd og Tradition humle.

Type: Mørk ale
Alkoholstyrke: 5,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl

ÆRØ PÅSKE ALE

Ærø Påske Ale er ifølge Jyllandspostens begejstrede anmelder  “en dansk øl”, som er tæt på en ærkeengelsk bitter, altså den overgærede øl, som bartenderen typisk pumper op i pintglasset på en engelsk pub”. Ærø Påske Ale er brygget på vand, pale ale bygmalt, krystaliseret bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, gær, sukker. Goldings humle er tilsat under urtkogningen i to tempi og den anvendte overgær fuldender denne traditionelt bryggede Påske Ale. Det giver en smuk, dybrød farve og rammer smagsmæssigt hjem som en godt humlet og aromatisk øl med en fyldig, blød og rund smag og god aromatisk – ikke for bitter – humlekarakter. Smagen har desuden noter af røgen fra påskebålet på stranden.
Ærø Påske Ale kan i princippet nydes året rundt. Men mest mening giver det nok, hvis du sætter den på et veldækket påskebord af den kolde slags. På Ærø har vi tradition for at koge æg i havvand og stege pølser over flotte bål ved øens strande; uanset om påskevejret er mildt eller barskt. Her smager en Påske Ale ekstra godt, og det er den rene, skære sandhed.

.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 5,5 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 184 kj/44 kcal

ÆRØ ØKOLOGISK PÅSKE

Ærø Økologisk Påske Ale er let at gå til, uden dog at være simpel eller unuanceret.
Den er brygget den på vand, pale ale bygmalt, karamel bygmalt, ristet bygmalt, hvedemalt, gær og sukker, krydret med Smaragd humle tilsat under urtkogningen i to tempi.

Vi har med Ærø økologiske Påske Ale skabt en smuk, dybrød øl, der smagsmæssigt lander i det humlede og fyldige med en god og rund grundsmag, der spiller fint op mod humlebitterheden. Vi holder mest af at drikke den økologiske Påske Ale til påske. Men det er nok fordi påsken på Ærø er noget helt specielt: Udendørsoplevelsen af påsken rangerer fra sne og rusk til mild forårssol; men altid med bål, pølser, kogte æg, højt humør – og koldt påskeøl. Påskebordet på Ærø rummer alt, fra sild til skaldyr og lammesteg, og her gør den økologiske Påske Ale sig fint over en bred kam.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 5,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 186 kj/45 kcal

ÆRØ TANG ØL

Ærø Tangøl er en frisk lys pale ale, der er brygget med blæretang fra Danmarks Kyster. Den er brygget på vand, Pale ale bygmalt, karamelmalt, rugmalt, hvedemal, havre, gær og hele 4 humlesorter Cascade, Chinook, Simcoe og Amarillo humle.
Tangen tilfører øllen en snert af salt i smagen. På trods af et meget kraftigt humlebid, der giver øllet en bitter karakter, er den stadig frisk og med citrusnoter fra Cascadehumlen. Farven er smuk gul og gylden og med en let og luftig hvid skum på toppen.
Ideen til tangøllen kom fra foreningen Bund til Mund, der sammen med Bo Rino Christiansen fra Kunstbryggeriet Far & Søn udviklede opskriften. Bund til Mund Undervandsfestival sætter netop naturen og de gode og lokale råvarerne i fokus. Nyd den gerne med havudsigt – når båden vugger stille i havnen, eller med fødderne i det varme sand på stranden, hvor en frisk brise trækker havluften ind på en varm sommerdag – øllen er en tørstslukker, der kan nydes til lidt af hvert, om det er en god frokost, til en snack eller ganske enkelt bare for sig selv

.

Type: Lys ale
Alkoholstyrke: 5,0 % vol
Salgsemballage: 50 cl
186 kj/45 kcal

ÆRØ GROLLE

Det er lykkedes os at få skabt en rigtig superpilsner med meget mere smag og nydelse end en almindelig håndpilsner. Ærø Grolle Pilsner er brygget på vand, pilsnermalt, Pale Ale bygmalt, gær og krydret med engelsk First Gold humle samt Hersbrucker-humle. Den er tidligere blevet kåret i Smag & Behags store øltest som en af Danmarks bedste pilsnere. Resultatet er en ualmindelig frisk og fyldig pilsner med en dejlig bitterhed og lidt citrus i eftersmagen. Navnet Grolle betyder på ærøsk gråspurv. Du kan også finde grollen på Rise Bryggeris logo.
Selv om der er både smag og nydelse i Vores Grolle Pilsner som den er, så skal den ikke afskrives som eminent læskende tørstslukker. Perfekt på en varm dag og ovenpå et stykke veludført fysisk arbejde. Du kan også nyde den ved bålet, på båden, på fisketuren, i festligt lag eller i en stille stund, når sommerregnen trommer mod taget. Eller du kan gøre som de gamle husmødre, og smide en sjat i pandekagedejen eller frikadellefarsen. Så skal du bare se løjer.

Type: Pilsner
Alkoholstyrke: 4,6 % vol
Salgsemballage: 50 cl
Energi: 165 kj/39 kcal

Back To Top